1 gryde, 24 portioner aftensmad

Sådan får man lavet en ordentlig skudefuld forskellige retter med hakket oksekød, lige klar til at komme i fryseren.


Man får brugt også brugt resten af de bundter/poser/portioner grønt, som ellers kan være svært at få brugt det hele af i en lille familie, inden det når at blive dårligt (jeg har i hvertfald svært ved f.eks. at få brugt et helt bundt bladselleri eller de sidste 3 gulerødder, inden de bliver dårlige).


Og der er mad til de dage, man ikke har tid til at lave mad, ikke orker, mangler ingredienser eller pludselig er flere til aftensmad.

3 retter med kødsovs – 24 portioner aftensmad i én gryde

1,5 kg oksekød
500 g løg, finthakket
5 fed hvidløg, hakkede
1 kg gulerødder, groftrevne
Diverse rodfrugtsrester, ca. 500 g, groftrevne
4 dåser hakkkede tomater (eller mere, retten kan godt bære et par dåser mere)
1 dåse koncentreret tomatpuré (140 g)
2 oksebouillonterninger
600 ml vand
3-4 spsk oregano
salt og peber
(Der tilføjes flere ingredienser, se videre i opskriften).

Der kræves nødvendigvis en stor gryde, omkring 10 liters
.


Svits løg og hvidløg i olie. Tilsæt oksekødet og lad det brune.

Sæt imens en lille gryde over med vandet og kom bouillonterningerne i. Lad dem opløses.
Tilsæt grøntsagerne og rør godt sammen med kødet.
Tilsæt tomater, tomatpuré og krydderier.
Tilsæt vand-bouillonblandingen.
Lad simre.

Kødsovs til spaghetti bolognaise

Efter 30 min. tages 6 portioner (á 2,5 dl) fra. Der blandes 1 tsk timian i disse.
Spises med pasta til.
Ret nr. 1 færdig. Så fortsætter vi med:

Et helt bundt bladselleri, skåret i smalle stykker

Kom bladsellerien i retten i gryden. Retten simrer 10 minutter.

Lasagne

Tag nu ca. 1200 g fra (svarer til ca. 9-10 portioner). Dette er lasagnefyld. Sørg for at få det meste af sovsen/væden med her.
Så er ret nr. 2 klar til viderebehandling. Der er kød til to lasagner, alt efter størrelsen på dine ildfaste fade. Du kan bruge min opskrift på lasagne, som ligger HER
Har du ikke lige ork til at lave dem nu, så kom lasagnefyldet i en bøtte og lav lasagnerne i morgen. Eller læg lasagnerne sammen og kom dem i fryseren ubagte.

Så fortsætter vi til den sidste ret:


Chili con carne (eller tortillafyld)

Nu skal du bruge:
2 hakkede peberfrugter
1 tsk spidskommen
1 spsk koriander
2 laurbærblade
chili efter smag
1-2 dåser kidneybønner

Man kan også tilsætte:

15-30 g mørk chokolade (over 70%)
en smule honning
lidt mørk balsamicoeddike
Og en slat øl.

Tilsæt ovenstående og lad retten simre i 5 min.

Tilsæt (forkogte) kidneybønner og lad retten simre 5 min. mere. Jeg kan godt finde på at tilsætte 2 dåser kidneybønner, da vi elsker dem herhjemme, men én er fint. 
Der er mad til ca. 8 personer. Spises med ris til eller kommes i tortillas, der rives ost over over gratineres i ovnen.

Færdig! Så er der aftensmad, mad til fryseren, køleskabet og gæster. Det tog kun et par timer, og der er ikke engang særlig meget opvask :D.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *