Vikingemad

Jeg er historisk formidler og har jo plantefarvet rigtig meget, men den interesse føles efterhånden slidt.
Så nu vil jeg beskæftige mig noget mere med det, som min historiske interesse oprindelig var centreret omkring: Madlavning. Jeg bliver lige nødt til at skrive lidt ned, som har summet rundt i mit hoved:

Hvis man beskæftiger sig med middelalderens mad og madlavning [i Norden altså, for ikke at forvirre begreberne], så har man den fordel (eller det virkelig en fordel?) at der findes kogebøger, beskrivelser af måltider og forbrugslister, regnskab og indkøbslister fra den tid, som man kan kokkere ud fra.
Derfor er fokus omkring at finde de beskrevne ingredienser, at lave de rette ingredienser, at finde ingredienser der minder mest mulig om dem man brugte (f.eks. hvede har ændret sig meget pga. avl) og at lave retterne på samme måde, som man gjorde dengang. Det kan sagtens give smagsforskel om man har rørt noget i hånden eller på maskine.
Det er alt sammen meget interessant. Men hvorfor foretrækker jeg så vikingetidens madlavning?

Hvis man beskæftiger sig med vikingetidens, eller tidligere perioders, mad og madlavning [igen, kun Norden, for ikke at forvirre begreberne], så er udgangspunktet et helt andet, her minder det mere om arkæologi, er arkæologi i sit udgangspunkt:
– Man har diverse lister over hvilke madvarer arkæologerne har fundet, hvad man har fundet ud af der blev dyrket, hvad der er fundet i folks maveindhold o.lign.
– Man har beskrivelser hist og her fra sagn og sagaer, skriblerier og grafitti, hvor der bliver nævnt noget om mad, madlavning, dyrehold og plantedyrkning.
– Man har fundet kogegrej af forskellig slags og har udgravet “ildhuse” (dvs. køkkener), så man ved hvordan de var opbygget strukturelt, hvordan folk stegte, kogte og bagte.
– Man kender meget til hvordan man havde landbrug, hvordan man holdt dyr og hvordan man havde køkkenhaver.
– Man har viden om hvor vikingerne rejste hen og en vis viden om hvem de handlede med, og hvor meget.
– Taler vi Norden kan man også, med belæg i historie og arkæologi (hvad man ved om hvilke kulturer der havde meget samkvem, handel og kulturel samhørighed osv.), også inddrage f.eks. de Britiske Øer, Holland og Nordtyskland i denne kulturkreds og bruge arkæologisk og skriftmæssig viden om mad og madlavning derfra.
– Desuden kender vi noget til hvilke behov folk havde i det daglige, hvordan deres huse var indrettet, hvordan folk var inddelt statusmæssigt og hvad de synes var vigtigt.
– Man kender til hvordan vejret og klima var i forskellige perioder, og dermed hvad der kunne dyrkes i Danmark/Norden (ikke dermed sagt at det blev det).
– Og med henvisning til ovenstående om handel, kan man gisne om at jo tættere et land, som dyrkede noget man ikke kunne dyrke i Danmark, lå på Danmark, jo større er sandsynligheden for at man har brugt den pågældende madvare. Omend der selvfølgelig også kan være status i sværttilgængelige ting, som derfor bliver inporteret i større mængder end man skulle tro.
– Og sidst men ikke mindst kender man til hvilke planter, der er hjemmehørende i Danmark, og man kender også meget til, hvornår man startede med at indføre og dyrke forskellige ikke-hjemmehørende planter.

Pyh, det var en længere smørre. Men alt dette blot for at sige, at når nogen påstår, at man ikke kan lave mad som i vikingetiden (eller jernalderen), fordi man ikke har madopskrifter overleveret, så glemmer man, at der er utrolig mange vinkler at nærme sig emnet fra.
Og det som jeg synes er så pokkers interessant ved at beskæftige mig med vikingetidens madvarer, madlavning og dyrkning er netop, at man er tvunget til at tænke selv, til at sammenstykke mange puslespilsbrikker til et troværdigt og sandsynligt billede.

Den klassiske diskussion her er, om man lavede crepes, altså tynde pandekager fra flydende dej, i vikingetiden. Man havde ildsteder, pander og ingredienserne til det, men er det sandsynligt at man gjorde det?
Der skal man have fat i en hel masse indirekte viden om måltiders opbygning, typer af ingredienser og deres velegnethed til diverse retter, hvad man ved om præferencer for forskellige typer mad fra sagaerne osv. osv. Og så er det pludselig ikke så enkelt……….

Nå det var alt nørderiet, nu skulle der gerne i den kommende tid, komme en del afprøvninger af forskellige idéer samt opskrifter på de vellykkede.

2 Comments

  • Javel gode qvinde, jeg vil straks begive mig på eventyr i sagnlandets kogekunst….;D

  • Spændende! Kom så med de opskrifter. Jeg nørder selv middelaldermad, men har ikke begivet mig ud i vikingetidens kulinariske eventyr. Det er nemlig kogebøgerne jeg er vild med, og de mangler jo lidt, som du siger.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *