Ugens Sparetip: Kartofler
Ja, kartofler. De der lidt gammeldags knolde. Danskerne spiser efterhånden mindre af dem, men de er altså ret geniale: Sunde, smager godt og billige. Så giv dem en chance.
Nogle af mine favoritter:
– Kartoffelsuppe en gang om ugen med masser af kogte kartofler og så hvad der er tilbage af grøntsagsrester i køleskabet. Blend det hele. Så kan man heller ikke se, hvad der er i, og børnene er mere tilbøjelige til at spise det, og får en masse grøntsager den vej.
– Kartoffelmos. De fleste børn elsker det, og det er dejlig mættende hyggemad. Server som brændende kærlighed (med bacon, løg og syltede rødbeder) eller lad det være tilbehør til maden.
– Jeg koger et kilo kartofler om ugen (skærer i større stykker og koger med skræl på) og har i en bøtte i køleskabet som en del af min food prep. De kan bruges til biksemad, kolde kartofler i salat eller på madder, svensk pølseret eller varmes til nærmest hvad som helst.
Det er i øvrigt godt at spise kolde kogte kartofler, de indeholder resistent stivelse som vores fordøjelse har godt af.
Jeg kan også anbefale kogebogs-klassikeren “God mad – let at lave”, som har masse af opskrifter med kartoffel.