Minimalisme: Reverse Packing Party – Del 2


Nu er der gået en uge, og jeg har allerede fået nogle interessante resultater af mit Reverse Packing Party (jeg lægger mit tøj væk efterhånden som jeg har brugt det, så jeg bliver tvunget til at bruge det, der er tilbage).
Jeg har ikke lyst til at have en capsule wardrobe, 33 stykker tøj eller kun én kjole. Jeg elsker tøj, jeg elsker farver og at klæde mig forskelligt, at vise min kreativitet i tøj, at klæde mig forskelligt efter mit humør, dagens vejr, anledningen. Men jeg har ikke lyst til at stå foran et fyldt klædeskab og føle at jeg ikke har noget at tage på. Og på denne måde finder jeg ud af, hvad jeg faktisk ikke har lyst til at bruge. 


Ugens tøj, der blev lagt væk:


En masse nederdele, et par langærmede Tshirts, en håndfuld strømpebukser og to cardigans.
Jeg lagde mærke til at j
eg bruger de samme typer nederdele igen og igen, og det er bestemte slags: Pencilskirts, både i stræk og i fast stof, og A-nederdele. Jeg har en del nederdele jeg ikke kan lide at bruge, selv ikke hvis der kun er dem.

Læring:
– Først og fremmest har jeg SET mit tøj igen. Jeg kan være tilbøjelig til kun egentlig at se det, som jeg går mest med, resten er usynligt. Når mine førstevalg ikke var i klædeskabet mere, blev jeg nødt til rent faktisk at se på hvad jeg så havde tilbage.
Når jeg bruger de langærmede T-shirts konstant, så overser jeg de andre muligheder i garderoben for overdele, overdele som jeg også godt kan lide. Jeg kan faktisk godt lide skjorter, og nu får jeg dem brugt.

– Jeg har virkelig ikke lyst til at bruge 3/4 ærmer. Jeg bliver altid kold nederst på armene med dem på, selv hvis jeg har det varmt nok ellers.

– Jeg er mere tilbøjelig til at vurdere om det tøj, jeg har haft på, rent faktisk trænger til at blive vasket. Hvis det ikke behøver vask, kan det jo komme tilbage i skabet, evt. efter en luftning. Pudsigt hvordan jeg prøver at snyde mig selv ;-). Men jeg lægger det tøj i “borte”-kassen også.
Men det er en god ting at være opmærksom på, om tøjet faktisk har brug for at blive vasket, eller man bare gør det af vane. Især uldtøj har faktisk slet ikke godt af at blive vasket for meget. Cowboybukser, eller en cardigan man har haft på som tredje lag, bør man også holde tilbage med at vaske, hvis de er rene og lugtfrie.

– Jeg har mange festkjoler. En del af dem kan bruges til hverdag med den rette styling, men nogle er udpræget fest. Og de bør ikke være i min hverdagsgarderobe, for der fylder de bare. De specielle kjoler og nederdele får et sted for sig selv, ligesom sæsontøj. Så har jeg et bedre overblik over min hverdagsgarderobes muligheder.
Faldgrube: Jeg var i genbrugsbutik efter en overgangsfrakke (sommerjakken var for kold, selv med en trøje under, og vinterfrakken for varm) og tog mig selv i at kigge efter langærmede T-shirts. For jeg havde jo ikke nogen at tage på. Saga, der er jo ligesom fordi du har lagt dem væk….

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *