Minimalisme: Reverse Packing Party – Start
Jeg er minimalist, og har været det siden 2011. Men jeg er ikke “101 ting
og en kuffert” -typen.
For mig betyder minimalisme at jeg
kun har de ting, jeg nyder at have omkring mig, som giver mig glæde og
som jeg har gavn af. Jeg begrænser
de ting, som alligevel ikke gør noget for mig, og som bare fylder op.
Jeg har i mit klædeskab, som med de fleste andre områder i mit hus og mit liv, allerede ryddet meget ud. Så der burde kun være ting, der gav mig glæde. Men jeg havde stadig på fornemmelsen, at der var ting, som kun blev valgt, hvis der virkelig VIRKELIG ikke var andet.
Jeg besluttede mig til at finde ud af, hvilket af mit tøj jeg egentlig har lyst til at bruge. Og jeg vil gøre det ved at lave et omvendt ‘packing party’.
“Packing party” er et begreb, som minimalister har opfundet.
Det går ud på, at du pakker alt væk, og så efterhånden tager det frem,
som du har brug for. Efter en eller tre måneder, giver du det væk, som
stadig er pakket ned, da du jo alligevel ikke bruger det.
Jeg kan se ulemper ved metoden (det kommer jeg nærmere ind på senere), som gav mig lyst til at gøre det omvendt.
Så mit koncept er: Jeg lægger tøj væk, efterhånden som jeg har brugt det (efter det er blevet vasket). Jeg fortsætter indtil der kun er tøj tilbage, som jeg ikke vil gå med, og så bliver det tøj sorteret fra.
Jeg tager simpelthen alt mit yndlingstøj ud af rotation!
Jeg er en smule nervøs for det, for “hvad skal jeg tage pååå” så?? Men jeg glæder mig også til at udfordre mig selv med det.
Desuden regner jeg med, at det vil gøre mig mere kreativ med, hvad jeg vælger og sammensætter. Og det ser jeg frem til.
Første omgang tøj, der blev taget fra:
– 9 langærmede T-shirts (primært sorte og grønne). Det er simpelthen basis for min tøjstil. Jeg bruger dem konstant.
– Fire nederdele, heraf 3 pencilskirts (sorte og grå) og én A-nederdel (lilla).
– Tre cardigans (rød, sort, grøn/blåstribet) Jeg har virkelig mange cardigans, og jeg bruger dem også, men er tilbøjelig til at vælge de samme.
– Tre pullovers (sort, sort, lyseblå).
– To T-shirts (lilla, brun-sortstribet). Er egentlig ret ligeglad med dem.
– Et træningssæt, T-shirt og capribukser.
– En undertrøje/top (hvid). Jeg har så mange, men vælger altid hvid eller sort.
– En underkjole i silke (sort). Igen, jeg har så mange, men vælger altid denne.
– En stak strømpebukser. Jeg går næsten altid i kjole eller nederdel, så jeg har oceaner af strømpebukser. Men igen, tilbøjelig til at vælge de samme.
– Strømper. De 10 åar hvide er helt nye uldstrømper (som jeg har arvet), de kommer altså i klædeskabet. Men de grønne uldsokker bliver lagt til side.
Der er rigtig meget sort i det, der er blevet lagt væk, og det er jo også en fin farve, men jeg kan faktisk godt lide farver. Så jeg er faktisk en anelse overrasket over, at sort var så fremtrædende. Det bliver interessant at finde ud af, hvad jeg gør, når det sorte/mørke er væk.