Hurtig-mad der smager rigtig lækkert

Jeg vil lave ny kategori her: Hurtig aftensmad. Nu jeg igen bidrager til samfundet 37 timer om ugen, er der noget mindre tid til at kokkerere. Men jeg vil alligevel gerne prøve om jeg ikke kan nå at lave lækker mad.
Det vil enten være mad, der er klar på meget kort tid – eller mad som er klar efter en rimelig tid og som kræver en meget lille arbejdsindsats.

Jeg starter med lidt variationer over pasta med tomater + færdiglavet kød.

Først denne, som kæresten misundte mig den anden dag:

Pasta med reste-kødboller (variation over spaghetti med kødboller)
400 g kødboller, okse eller svin/okse (En rest hakkebøffer fungerer fortrinligt, frikadeller kan sikkert også bruges)
En god håndfuld hakket persille
½ tsk stødt spidskommen
½ tsk stødt kanel
Et lille rødløg
2 hvidløgsfed, let bankede
1 dåse tomater
Lidt tørret basilikum eller et par friske blade
Pasta til 4 personer
Revet ost til servering

Hak løget fint og steg det et par minutter med spidskommen og kanel.
Kom hvidløgsfeddene i og efter et minuts tid tomaterne.
Salt og basilikum i og så småsimrer det i 10 min.
Sæt pastaen over at koge.
Tilsæt kødbollerne, evt. sammen med lidt ekstra vand og lad det koge til tomatsaucen har en god konsistens.
Når pastaen er færdig vendes den med lidt smør.
Server med revet ost til at putte på toppen.

Den næste er denne her, som jeg har stor-nydt i aften:

Den er virkelig hurtig – hvis man har været forudseende. Så den er god til de dage, hvor man ved på forhånd at man ikke vil have ret meget tid til madlavningen.

Pasta med bacon, ærter og tomatsovs
Pasta til 4 personer
1 dåse hakkede tomater
250 g bacontern, som du har stegt i forvejen (de kan fryses). 
Lidt af baconfedtet (hæld i en lille bøtte, når du har stegt baconen)
250 g frosne ærter
En god håndfuld persille
Et drys basilikum
Salt og peber
Revet ost


Sæt pastaen over at koge.
Kom de froste ærter i en mikroovnegnet bøtte og kog dem i mikroovnen.
Varm baconfedtet op på panden. Kom de hakkede tomater på, lidt salt og peber.  Kog i en 10 min’s tid, til tomaterne er tyknet.
Hak imens persillen, dæk bord og ryd op i køkkenet….eller hvad der nu kræver din tid.
Ærterne er nu færdige.
Kom ærterne, den stegte bacon, persille og basilikum i tomatsaucen. Varm det igennem og server!

Har du bedre tid, kan du lave denne ret uden forberedelse ved først at stege baconen, når du går i gang med at lave maden.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *