Kirsebærsmuldrekage

Jeg har et flip med smuldrekager, og nu tænkte jeg, at jeg ville dele det med jer. Fremover vil der komme en ny opskrift på smuldrekage hver lørdag. Sjovt nok brokker kæresten sig slet ikke ved udsigten til kage hver fredag ;).

Den første bliver denne Grundlovsdags-kirsebærsmuldrekage, som jeg lavede i går af de første kirsebær (fra supermarkedet altså….;).

Jeg har aldrig prøvet at lave smuldrekage med kirsebær før, men det fungerer rigtig godt. Den duftede pragtfuldt og smagte af sol og sommer.
Vi spiste den med en god vaniljeis til, havde lige en rest, og flødeskum. Men ellers ville vaniljesovs også være rigtig lækkert til den.

Kirsebærsmuldrekage
500 g kirsebær (surkirsebær altså)
90 g hvedemel
60 g havregryn

125 g sukker til dejen og 25 g til kirsebærrene
120 g margarine/smør

1 tsk kanel

Lige et ord om kirsebærrene: Smag på dem, og er de sure eller meget sursøde, så smid 25 g sukker ned til dem og vend godt rundt. Er kirsebærrene mere milde i smagen, er ekstra sukker unødvendigt.

– Tænd ovnen på 225 C.
– Udsten kirsebærrene og kom dem i en 22 cm rund form (eller hvad du nu har i ca. den størrelse).
– Smuldr mel, sukker og smør sammen. Kom havregrynene i og bland godt. Og til sidst kanelen.
– Fordel smuldredejen over kirsebærrene.
– Bag kagen i ovnen i ca. 20 min. (men tjek undervejs, fra smuldrekager er færdige, til de er brændte, er et meget lille interval).
– Hvis den er for lys i det, så kan du give den et par minutter mere på ‘varmluft’ eller ‘grill’.

(Nej, jeg kalder dem ikke “crumble”, hvorfor kalde dem “smuldret” på engelsk, når jeg kan kalde dem smuldret på dansk…..). Venlig hilsen sprogfascisten 😉

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *