Ingen julestress – en lille opgave hver dag indtil jul

Flyladys Holiday Cruising Missions på dansk

Tilbage i 2010-2011 lærte jeg FlyLady at kende. Det er et system, hvor man enkelt sagt får styr på sit hjem og sine rutiner. Det er blevet en del af min hverdag.

Op til jul bruger jeg hendes jule-missioner, så jeg kan nå til jul uden nogensinde at være bagud eller føle mig stresset over julen.
Men jeg har da aldrig fået lagt min danske oversættelse af julemissionerne op på bloggen. Det råder jeg bod på nu.

Jeg har tilpasset punkterne en lille smule hvor det var skævt i forhold til danske forhold, ellers er det en tæt oversættelse.
Jeg angiver ikke datoer, da ugedagene jo flytter sig fra år til år.
Du kan udskrive denne post og skrive datoer på for dit år. Eller du kan skrive numrene i din kalender, så du kan huske, hvor du er nået til.


NB! Du starter den sidste HELE uge i oktober (jeg er lidt bagud med at poste dette, jeg ved det). Missionerne ligger mandag-fredag.

Så går vi i gang! 😀

Mandag

1. Gør godt for dit hjem – Ryd ud
Tag en affaldspose og tag en hurtig rundtur i dit hus, hvor du smider skrammel ud. Det er utroligt hvor meget vi har liggende rundt omkring, som egentlig bare skal smides ud.

Tirsdag
2. Lav en Julenotesbog.
Gør ikke for meget ud af det, den behøver ikke at være perfekt. Et af børnenes gamle kladdehæfter er fint. I notesbogen skriver du menuer, måltider, gavelister, pynt, indkøbslister, budget osv. Onlinekøb, aftaler, telefonnumre osv. Alt det der har med julen at gøre.

I dag skal du bare skrive lave en liste over, hvad der er nødvendigt til en rigtig juletid for dig. Hvad skal der til? Brug ikke mere end 15 minutter på det.

Onsdag
3. Anti-overspringsdag – Materialer

Saml julekort, indpakningspapir, bånd osv. ét sted. Lav være med at gå amok med dette. Bare samle det, så det er klar, når du skal bruge det.
(Saga: Hvis du har en pakkekalender at hænge pakker på/putte is, så find den frem)

Torsdag
4. Ærinder
Hvad mangler du af materialer? Frimærker, tape, pakketape, indpakningsmaterialer osv. Læg det sammen med tingene fra i går.

Fredag
5. Budget (skriv det ind i notesbogen)
Hvad skal du købe af gaver? Mad?
Hvad kommer det til at koste, og hvad må det koste? Organiser shoppingen ved at dele det op i mindre del-opgaver. Og hvornår vil du gøre det?
Hvor meget har du råd til at bruge på det hele? Gaver, kort, indpakning, rejseudgifter, måltider, julebagning osv.
(Saga: Hvad skal du købe til pakkekalenderen?).

Mandag
6. Gør godt for dit hjem – Tænk på pyntning i/af huset.

Hvad har du af dekoration, og hvad skal det bruges? Hvad mangler du?
Lige nu skal du bare planlægge, hvad du vil bruge, så du senere kan anskaffe, hvad du mangler.

Tirsdag
7. Overvejelser
Bliver du hjemme eller skal du besøge nogen?
Hvem skal inviteres?
Hvis du skal rejse: Planlæg tidspunkt og transportmiddel.
Hvis du skal have overnattende gæster, så begynd så småt at planlægge dette.
Hvis du er alene i juledagene, hvad vil du så bruge din tid på?

Du skal ikke bruge en masse tid på at tage hver eneste beslutning i dag, bare tænke lidt over de grundlæggende detaljer.

Onsdag
8. Anti-overspringsdag – Størrelser

Hvilke størrelser bruger de forskellige medlemmer af familien? Tøjstørrelse, skostørrelse, hovedomkreds.

Torsdag
9. Ærinder
Når du alligevel skal i supermarkedet, så køb et par af juleråvarerne med hver gang (rødkål, nødder, krydderier osv). Det er dyrt at købe det hele på én gang.
Hvis du skal i byggemarkedet, så køb lyskæden, når du alligevel er det osv.

Tilføj nogle få ting til din indkøbsliste hver gang, og du vil knapt nok opdage at du bruger en anelse længere tid på dem, versus at fare stresset rundt tre dage før jul og forsøge at få klaret alting.
(Saga: Køb nogle af pakkekalendergaverne).

Fredag
10. Budget
Kig på budgettet igen. Skriv detaljeret alle de konkrete ting og råvarer ned, som du skal bruge, store som små.
Tilpas dit budget til, hvad du faktisk har råd til, og overhold det. Køb ikke gaver for at imponere, giv gave der vil bliver elsket. Vær kreativ. Aftal at give hinanden hjemmelavede gaver. Find sjove og kreative måder at udtrykke din kærlighed på uden at sprænge budgettet.

Budgetplanlægning skal ikke være deprimerende. Se det som en udfordring, som du kan klare. Vær stolt over at du planlægger.

Mandag

11. Gør godt for dit hjem – Ryd ud
Dagens mission er at smide ud. Smid 27 ting ud. Jo flere overflødige ting, du kan slippe for, jo nemmere vil det være at få styr på det hele. 
Tag en plasticpose og fyld den efterhånden som du går gennem huset.
Det kan være reklamer, dimser og rester der flyder rundt omkring, alt det der bare er rent rod, som skal smides ud.
Brug ikke timer på dette.
Hav det sjovt!

Tirsdag
12. Planlægning
Sidste uge bad jeg dig om at tænke lidt over hvad dine planer for juletiden er (hvor, hvornår, med hvem osv.)
Nu er det tid til at tænke over menuen. Hvis du skal fejre hos andre, er der så noget, du gerne vil tage med? Hvis du holder julen hjemme, hvad er så menuen? Start på indkøbsliste.
Hvis du har gæster til mere end julemiddagen, hvad skal de så have og hvad skal der købes? Også til morgenmad og frokost.
Har du andre fejringer op til julen, så tænk over menu og indkøbsliste til dem også.


Skriv en enkel måltidsplan og en simpel indkøbsliste. 
Du kan tilføje mere efterhånden, lige nu starter vi bare, så du har noget at arbejde med, og kan starte med at købe de langtidsholdbare varer.


Glem ikke at bruge lidt tid kun på dig selv i dag og LEG. Selv hvis det bare er 5 minutter til at gå en tur og se på efterårsblade, så tag tid til dig selv!

Onsdag
13. Anti-overspringsdag
Din mission i dag er at få bestilt de ting, du skal have via postordre, kataloger eller onlinebutikker (Saga: inkl. pakkekalendergaver).
Vent ikke til sidste minut bare for at finde ud af, at det du ville have, er udsolgt, i restordre eller at du har ventet for længe, og tingene ikke kan nå at komme frem inden jul. 
Bestil tingene tidligt. Så er der også tid til f.eks. at rette fejl eller ændre mening.
Brug tid på dette nu, så du ikke senere skal finde tid til det, og ender med impulskøb og overforbrug.


Hav det sjovt med dette, du vil føle dig så lettet, når du har klaret dette.

Torsdag
14. Ærinder
I dag er det tid til at gå ærinder. Tag din Julenotesbog frem og find ud af, hvad du kan gøre nu.
Gavelister, er der noget du kan købe, når du alligevel skal købe ind?
Indkøbsliste til julen, køb et par ting fra den, når du alligevel handler.
Husk andre julerelaterede ærinder også: Er der f.eks. ting, der skal til rens? 
(Saga: Og pakkekalendergaver) 

Glem ikke basistingene, der får dig gennem julen også: Servietter, duge, lys, ekstra af nødvendighederne til gæster (tandpasta, toiletpapir osv.), rengøringsmidler.

Fredag
15. Budget
Kig på budgettet igen, og opdater det. Gaver, måltider, porto, kort, indpakning, dekorationer osv.Vær omhyggelig og gennemtænk budgettet. Du ønsker ikke store regninger eller overtræk som du skal betale på langt ind i næste år. Tilpas dit budget til hvad du har råd til. Sæt nogle begrænsninger og arbejd inden for dem.

Mandag
16. Gør godt for dit hjem
Hvis du mangler skrammel at smide ud….
– Hvad så med at kigge køkkenskufferne igennem for ting, du aldrig bruger? 
– Har du nogle mapper, som der trænger til at blive ryddet ud i? 
– Noget garn du aldrig få brugt? 
– Eller hvad med børnenes legetøj, trænger det til en sortering?
– Ledninger til gamle computerdele?

Tirsdag
17. Planlægning 

I sidste uge skulle I arbejde med jeres madplaner og menuer for julen og fejringerne op til.
I dag skal du tilføje til disse planer. Har du brug for bestemte duge, servietter, bordpynt?
Ikke pynt til hele huset, bare det, der skal bruges til måltiderne. Skriv det ned.
Planlæg hvornår du vil vaske og stryge duge, polere arvesølvet eller finde det pæne service frem.
Når dette er ordnet før juleaften, behøver vi ikke at stresse over at skulle have det hele ordnet.

Onsdag
18. Anti-overspring
Tid til at dykke ned i legetøjet. I dag er det tid til at bruge 15 minutter på at gennemgå legetøjet og skille dig af med ødelagt legetøj, legetøj med manglende dele, puslespil og spil med manglende brikker. Det er tid til at give slip på det. Smid det ud!
Hvis du ikke har legetøj at sortere, så smid nogle kataloger og magasiner ud. 
Kan du finde 27 ting?
(Saga: Hvad bruger barnet/børnene ikke? Hvad går hurtigt i stykker. Overvej ikke at købe det til pakkekalenderen).


Torsdag
19. 
Ærinder
I dag er dagen til at anskaffe de langtidsholdbare ting til julen.
Kig på din måltidsplan og menuer og lav en indkøbsliste ud fra det. Adskil den i langtidsholdbare og korttidsholdbare ting.
Prøv at få klaret alle de langtidsholdbare ting i dag. F.eks. madvarer på dåse eller glas, kolonialvarer, engangsservice og servietter m.m. 
Få det klaret nu, så det er af vejen. Det vil føles godt at have klaret det i god tid, og det giver dig bedre tid til at anskaffe ting du evt. har glemt.
(Saga: Og pakkekalendergaver).

Fredag
20. Skrivebordsdag. 
Kig din gaveliste igennem. Tjek at du ikke har glemt noget/nogen, og at du holder budgettet.
Tag et hurtigt kig på dette og vær stolt af dig selv, fordi du FLYver gennem julen et lillebitte skridt ad gangen. Vi er stolte af dig!

Mandag
21. Gør godt for dit hjem – Ryd ud
Hvis du har fulgt planen indtil nu, ved du at I dag er det tid til at smide ud.
Smid ting ud, efterhånden som du opdager dem. Hav en lille pose med dig, mens du gør rent, og kom tingene i den. 
Der er altid ting rundt omkring, som skal smides ud, men vi er så vant til at se dem, at vi glemmer at smide dem ud. 
Dit liv vil blive lettet for overflødige ting, så du kan svæve gennem juledagene.

Tirsdag
22. Planlægning og leg
Kig på din gaveliste igen. Er der nogle gaver du skal sende til nogen? Det er tid til at gøre det nu.
Se frem til ærindedag. Hvad kan du sørge for nu? Hvis der stadig er ting du skal bestille online eller via katalog, så list dem op og få det gjort. Det er surt hvis tingene er udsolgt, fordi du ventede for længe.
(Saga: Mangler du nogle gaver til pakkekalenderen?)
Det var planlægning, så til leg. Tag tid til dig selv. Eks. læs i en bog i ro og fred i 15 min., gå på cafe med en ven. Det er ligegyldig hvad du gør, så længe du tager noget til kun til dig til at lege.

Onsdag
23. Anti-overspring
Så er det tid til at finde julekortene frem (dem du anskaffede i en af de tidligere missioner). Gå dem i gennem og beslut hvilke du vil bruge til hvem. Måske har du også rester fra tidligere år. 
I dag: Skriv adresser på 5 af kuverterne til julekortene. Gør dette hver dag, 5 hver dag, til du er færdig.
Hvis du vil vedlægge et længere brev med nogle af kortene, så begynd på det nu.
Udsæt ikke at adressere dine kuverter, selvom kortene ikke er skrevet endnu. 
Stress heller ikke over at skulle skrive det helt rigtige. Det behøver ikke at være så perfekt. Det er ikke pointen. Pointen er at ønske glæde og måske dele nogle oplevelser fra året, der gik.
(Saga: Hvis du ikke skriver julekort, eller kun meget få, kan du f.eks. planlægge hvad du skal købe af æsker, bobleplast og tape til at sende julepakker).

Torsdag
24. Ærinder
I den sidste uges tid, har jeg givet jer missioner, der har med ting, der skal postes, at gøre. 
Når du køber ind i dag, så anskaf, hvad du evt. mangler: Frimærker, æsker, julemærker osv.
Når det er tid til at sende julekortene, vil du takke mig for at få dig til at købe frimærkerne tidligt.
(Saga: Og køb de sidste pakkekalendergaver, hvis du ikke har gjort det endnu). 

Glem ikke, når du køber ind, at købe et par ting fra din menu- og måltidsplan for julen. Tag et kig i din julenotesbog, hver gang du køber ind og tjek hvad du kan gøre nu.

Dette vil hjælpe meget, når du kommer tættere på julen og opdager at du ikke behøver at fræse rundt i supermarkedet og bruge for mange penge og udmatte dig selv.

Fredag
25. Budget
Sørg for at have dine regninger klar på ét sted. Så når det er tid til at betale dem, kan du gøre det enkelt, i stedet for at rode huset igennem, fordi du ikke kan huske hvor du lagde posten.
Brug 15 minutter i dag på at samle dine regninger og gennemgå dine kontoudtog/posteringer.
Glem det ikke, der kan være irriterende fejl, som bliver overset.


Glem ikke at gennemse din gaveliste og sørg for at du overholder julebudgettet.

Mandag
26. Gør godt for dit hjem – Rengør og ryd

Give badeværelset en hurtig overhaling. 
Støv lige hurtigt møblerne af og kør en tur med støvsugeren.
Ikke mere end 10-15 minutter i hvert rum! Bare en hurtig vedligeholdelsesrengøring.


Stress ikke, gå ikke i panik. Tag spejlrens, klude, støvsuger og børste. Start et stopur på max. 10 minutter, når du går ind i et af rummene.
Gør kun noget ved de mest brugte områder i dit hjem: Badeværelse(r), stue, køkken og soveværelse.


Lad dig ikke lede på afveje og begynde at rydde og eller sortere i ting eller læse blade, du finder . Bare tør af, børst, støv af, støvsug og fej. Ikke mere.

Tirsdag
27. 
Note fra Saga: Dette punkt handler om den amerikanske helligdag thanksgiving. Så det undlader jeg.
Men du kunne bruge lidt tid på at tænke over, hvad du er taknemmelig for i dit liv.

Onsdag
28. Rengøring
Gør rent i dit køkken. 
Husk pauser. Fordel det hele i småbitte delopgaver, så du kan være stolt af det du har klaret.

Torsdag
28. Rengøring
Gengør din vask, ovn og bordplader (15 minutter).
Ryd op (15 minutter).

Fredag
29. Planlægning
Har du fået samlet indpakningspapir, bånd og tape ét sted, så det er nemt at gå til, når du skal pakke gaver ind? Ellers gør det nu.

Mandag
30. Gør noget godt hjemme
Så er det efterhånden den tid, hvor folk går amok i juleshopping. HUSK at tjekke dit budget først. Vid hvor meget du kan bruge og hold dig til det.
Du kunne prøve noget nyt, og i stedet for at mase afsted i menneskemængder og trafik, så afprøv onlineshopping. Tag en kop the, smid benene op og surf rundt i butikker.

SUPER-JULEMISSIONER

Tirsdag1# 
Så er det ved at være tid til at geare op og blive klar. Kom om bord og kom i gang!


Din mission i dag er at bruge 15 minutter på at pynte lidt op i dit hjem. Lyskæder i forhaven, en krans, hvad som helst.  Overvæld ikke dig selv ved at hive alt, hvad du har af julepynt, ud. Vælg nogle få ting i dag og begynd oppyntningen.
Sæt kasser og bokse fra julepynten af vejen igen.

Onsdag#2
Tjek sengetøj til overnattende gæster i julen.
Gør duge klar til julens måltider, og sørg for at du har nok viskestykker og håndklæder.
Lav en liste over det, du evt. mangler.

Torsdag#3 
Ryd ud. Tag en affaldspose og tag en hurtig rundtur i dit hus, og smid skrammel ud. Det er utroligt hvor meget vi har liggende rundt omkring, som egentlig bare skal smides ud.

Fredag#4
Din mission i dag er at bestille tid til aftaler, du skal have ordnet inden jul.


Skal du klippes, have manicure, er der noget der skal til rens, skal du bestille pasning af kæledyr, bestille overnatning/hotel eller tid hos læge eller tandlæge (også for børn og partner)?
Det er alt sammen ting som vi har tendens til at udsætte til i morgen, og dagen efter siger vi igen “Jeg vil gøre det i morgen”. I DAG er dagen.
Du vil blive overrasket over hvor lidt tid det faktisk tager at få lavet aftalerne.

Mandag#5
I dag er dagen, hvor du skal smide rester ud fra køleskabet. Ud med potentielle biologiforsøg og vask hylderne af. Smid det ud, der er 1/4 fyldt og næsten for gammelt og pakkerne med ketchup fra McD.
Sæt noget julemusik på, sæt din timer og ryd ud i køleskabet.

(I en bæredygtig kontekst kunne det i stedet være: Få brugt dine rester op inden julen (og julefrokosterne og julebesøgene) begynder. 

Spis dine rester i løbet af næste uge).

Tirsdag
#6Er der noget du mangler til julebagningen? Noget til fest og underholdning? Lav en liste med det.
Hvis du handler ind i dag så prøv at få klaret denne liste. 
At have dine fornødenheder klar og vide at du er forberedt før du begynder julbagningen og opdager at der er noget du har glemt, er den bedste julegave du kan give dig selv.
(Arrrhh…bob bob bob. Mvh. Sigrun)

Onsdag
#7Kig på budgettet igen. 
Gavelister – bestem beløb og hold dig indenfor det. Planlæg og tænk tingene igennem i stedet for at shoppe impulsivt.
Del shoppingen ud i små overskuelige opgaver. Hvor meget kan du bruge på henholdsvis gaver, post, indpakning, transport, måltider, bagning osv.
Skriv det ned.

Torsdag#8
I dag er der to missioner at vælge imellem:
Hvis du får gæster i julen, så forbered gæsteværelset eller hvor de nu skal sove. Brug 15 minutter på at gøre sengetøj, håndklæder osv. klar.
Hvis dine gæster har særlige behov, så lav en liste over det, så du ikke glemmer det. Skal du f.eks. låne en højstol?


Ellers brug 15 minutter på at gøre det pæne service klar til juleaften. Er der noget der skal pudses, skrubbes eller poleres? Tjek hvad du har, hvad du vil bruge og prøv at få disse klar. Kun hvad du kan gøre på 15 minutter.

Fredag
#9 Kig dine lister igennem, dobbelttjek dem.
Har du en menuplan med indkøbsliste til julemåltiderne?
Har du tjekket din gaveliste for nyligt og krydset af efterhånden som du har shoppet, og opdateret den?
Er du færdig med at forberede julekort og har du købt frimærker?
Er pakker der skal med posten klar til at blive sendt og har du sat tid af til at aflevere dem på postkontoret?
Har du tjekket din kalender for at være sikker på, at den er samkørt med din planlægning af julen?
Har du bestilt de gaver, der skal købes online eller via katalog?
Har du sat tid af til dig selv? Måske en kop the og stille og roligt sidde og se dine lister igennem

Mandag
10#
Pak ind og dekorer! Sæt din timer til 15 minutter og se hvor mange gaver du kan få pakket ind på den tid. Hav det sjovt. Sæt noget julemusik på og kom i julestemning.


Som bonusmission: Sæt igen din timer til 15 minutter og og sæt noget af det pynt op, som du ikke er nået til endnu.

Tirsdag

#11
Er der nogen hjemmelavede gaver, du ikke er færdig med?
Småkager der skal bages eller konfekt til gaver, der endnu mangler at blive lavet?
Lad os få klaret disse ting i dag og gjort klar til afsendelse.
Sæt noget god musik på og hav det sjovt.

Onsdag
#12
Har du nogle julekort eller pakker, som endnu ikke er blevet sendt? Gør dem klar nu.
Brug 15 minutter på at få ordnet så mange kort som muligt. De behøver ikke at være perfekte.
Sidste frist for indlevering af breve og pakker er 21. december 2012 (Danmark).


Er der noget, du ikke har fået bestilt? Tag dig tid til det i dag, så det er forberedt og klar.

Torsdag#13
Send kortene og pakkerne som du forberedte i år. 
Har du tjekket din indkøbsliste? Har du alt du skal bruge til julebagning? Er der flere gaver du skal have købt? Hvad med dekoration af julebordet?

Fredag
#14
I går købte du de sidste få ting, som du måske har udskudt til sidste øjeblik. Har du noget, der skal pakkes ind? Så gør det nu! 
Tjek dine julelister og se om der er noget, du har glemt. Tjek julebudgettet, nu du er i gang.

Mandag
#15
Brug noget tid på dig selv. 
Tag en kop the og noget god chokolade og mind dig selv om, at du flyver gennem juledagene, et lille skridt ad gangen. Vi er så stolte af dig!

Det var så det for de daglige missioner. Du har nu et par dage uden missioner. Derefter:

21.12.
Nedtælling til juleaften
1. Har du en kop varmt?
2. Har du et stykke papir? Skriv svarene ned på de følgende spørgsmål.
3. Sæt din timer til 15 minutter.
4. Har du nogen breve eller pakker som skal sendes? Sidste dag i dag, hvis de skal nå at komme frem inden juleaften.
5. Er der nogen gaver, du mangler at købe eller lave?
6. Skal du til nogen julevisitter? Skal du medbringe en ret eller en værtindegave? Skal du have nogen gaver med dertil? Hvornår er visittet? Er gaver købt og pakket ind?
7. Har du købt det mad, du skal bruge juleaften? 
8. Hvordan ser huset ud? Er det nødvendigt at krise-rengøre? Er det noge hotspots, som skal ryddes?
9. Er der nogen gaver, som mangler at blive pakket ind?
10. Er der nogen dekorationer eller pynt, der skal op?
11. Er der noget andet, du kan komme i tanke om, der skal gøres?


Nu har du skrevet svarene ned. Prioriter dem nu. Du kan ikke gøres det hele på samme tid. Så vælg én! Hvad skal det være? Hvad generer dig mest? Det er et godt sted at starte.


Nu har du siddet i 15 minutter. Det er tid til at du rejser dig og gør noget. Sæt din timer. Vælg noget fra listen og gå i gang!
Prioriter, du har en plan, nu til at gennemføre den!



GLÆDELIG JUL!






Efter jul:

Oprydningsmissioner.
28.12.

#1 
I dag skal du lægge alt indpakningspapir, bånd, tilogfrakort, tape osv. væk. Du skal ikke bare mase det ind et eller andet sted. Hvis det ikke har en fast plads, så lav en plads til det. 
Smid de rester væk, som du puttede i en kasse og smed ind i skabet lige før julen. Spørg mig ikke hvordan jeg ved at du gjorde det, det ved jeg bare.
Brug 15 minutter på det.

29.12.
#2
I dag skal du bruge 15 minutter på at sætte dine gaver væk. Find en plads til dem. Hvis du har de tomme kasser og manualer liggende, så smid dem ud eller læg dem væk, som du vil gemme. Sæt din timer og arbejd hurtigt. Og sæt dig så ned og fejr at du har fået det gjort.

30.12.
#3
Brug 15 minutter på at se det julepynt igennem, som du ikke brugte i år. Vi har alle kasser med juleting, som vi overhovedet ikke bruger. Brug 15 minutter på at smide ud eller give væk: Det du ikke bruger mere, ikke kan lide eller som ikke længere er brugbart.

31.12.
#4Brug 15 minutter på at sætte resterende julepynt og dekorationer væk. Hvis du lader træet stå til d. 6. er det helt fint, men sæt væk, hvad du kan. 
Hvis du har julepynt af småtingstypen, dimser og julelys, så gør dig selv en tjeneste ved at rydde noget af det af vejen.

1.1.
#5 
I dag er det tid til at rydde juleresterne ud. Julemadsrester i dit køkken, som du ikke har fået smidt ud endnu. Det kan være udtørrede småkager eller den lille bøtte med juleand bagerst i køleskabet. Det sidste ris a la mande, som ingen spiser, eller de brune kartofler, som er ved at blive et interessant biologisk forsøg.
Brug 15 minutter på at skille dig af med det!

2.1.
#6
Så er det tid: Væk med de sidste juleting, ud med juletræet, på plads med pynten.
Hvis du allerede har fået det gjort: Tillykke med det!
Hvis ikke, så brug 15 minutter på at sætte tingene væk.

Og til sidst: 
8.1.
Ok, du har taget alt pynten ned, træet er smidt ud. Husk at sætte kasserne med julepynt tilbage på loftet, i kælderen eller hvor du nu opbevarer dem. Lad dem ikke stå ved trappen den næste måned.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *