Hjemmelavede 7/11-hapsere og pølsehorn

Jeg synes at de der hapsere, man kan få i 7/11 er ret lækre, men 26 kr. for tre stk.!! Det måtte jeg kunne gøre meget billigere selv. Som sagt, så gjort. Og de er i den grad godkendt af barnet mit :).
Jeg har brugt denne opskrift: 
http://www.boligliv.dk/mad/Bagning/bag-polsehorn-og-bananbrod-som-eftermidagssnacks/



Hvad jeg gjorde anderledes, var:

Jeg brugte 300 g hvedemel og 400-500 g forskellige grove melsorter inkl. rug.

– Rul dejen ud og skær den i firkanter. 
– Rids den ene halvdel af hver firkant med en kniv.
– Fyld fyld efter eget ønske i (disse er der bacon og ost i).
– Fold den ridsede del over og tryk kanterne sammen.

Nu jeg var i gang, så lavede jeg pølsehorn af den anden halvdel af dejen. Jeg brugte alm. grillpølser skåret i tre stykker hver.

Jeg kopierer lige opskriften ind, for ting har det med pludselig at forsvinde igen på nettet. 

PØLSEHORN MED FULDKORN  

De fleste børn elsker pølsehorn, så vi bager en stor portion, fryser halvdelen og opbevarer resten i køleskabet, så ungerne selv kan forsyne sig efter skole.

Tid: ca. 30 min. plus hæve- og bagetid
(24 stk.)
25 g smør
5 dl mælk
50 g gær
3 tsk. sukker
2 tsk. salt
200 g groft speltmel
500-600 g hvedemel
24 små pølser, f.eks. brunchpølser fra Langelænder
lidt sesamfrø til drys 

1. Smelt smørret i en gryde, og lun mælken heri. Tag gryden af varmen, og hæld væsken i en skål.
2. Når væsken er lillefingervarm, røres gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og speltmel. Ælt hvedemel i dejen lidt ad gangen – hold lidt af melet tilbage. Ælt, til dejen er glat og smidig. Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i ca. 1 time.
3. Slå dejen ned på et meldrysset bord. Ælt den godt igennem.
4. Del den i 24 stykker, og tril til pølser. Sno dejen om de rigtige pølser, og fordel dem på to bageplader med bagepapir. Lad brødene hæve ca. 30 min.
5. Tænd ovnen på 200 grader.
6. Pensl pølsehornene med vand, og drys med sesamfrø. Bag brødene i ca. 15 min., til de er gyldne.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *