Sådan undgår man 1/4 nusset hvidkål bagerst i køleskabet…

I kender det godt ikk’: Man har brugt halvdelen af sit hvidkålshoved – og så løber man tør for idéer og ender med at smide det sidste hvidkål ud, når det er blevet dårligt (og bande over at smide mad ud).
Ih, hvor jeg kender det, og det gjorde jeg (igen) i går.

Så her er et par idéer til at få gjort kål på kålen. Fem retter, hvortil der skal bruges 1/4 hvidkålshoved til hver.
Retter som mildner hvidkålen i stedet for at fremhæve den bitterhed, retter som børnene ikke rynker på næsen ad.
Vælg dem du synes bedst om (hvis du undrer dig over matematikken i 5*1/4…….).

Et hvidkål kan holde sig længe, når det bliver opbevaret køligt, så hvis du planlægger måske 2 hvidkålsretter pr. uge, så får du sagtens brugt hvidkålen, mens den er frisk.

Lad os begynde!

Vegetariske hvidkålsburritosLyder det sært? Jeg fik opskriften anbefalet af en bekendt, der er til Raw Food og er helt vild med den. Jeg gik med til at prøve den, og den smager fantastisk….og jeg er ikke engang vegetar ;).
Opskriften ligger her: http://dk-kogebogen.dk/opskrifter/visopskrift.php?id=5281.
Årsagen til at den er først i rækken, er at man skal bruge store hvidkålsblade (til burritos’ne), så man har brug for at hvidkålshovedet stadig er helt.

Salat med hvidkål, ananas og rosinerAnden ret. Her bruger vi den helt friske hvidkål rå (bagerst på billedet, undskyld jeg ikke har et bedre billede. På billedet er salaten serveret med en karryrisret med rejer og ananas. Salaten passer eminent til!):

En gammel klassiker fra dengang “eksotiske” frugter fra dåse var det hotteste. Men ikke desto mindre er den en rigtig god salat, hvor ingredienserne spiller rigtig godt op til hinanden, hvidkålens bitterhed bliver mildnet af de andre ingredienser og sødmen giver én lyst til at spise en masse af den.

1/4 hvidkålshoved – snittet i smalle strimler og
1 stor dåse ananas – skåret i mindre stykker
En stor håndfuld rosiner

Dressing:
3 dl creme fraiche
1 dl mayonnaise
Lidt af ananassaften
1/4 tsk sukker

Bland hvidkål, ananas og rosiner.
Bland dressingen og bland den godt med salaten.
Stil i køleskabet indtil den skal bruges.

Variation:
Jeg har hørt i min øresnegl at blander man æblebåde og porrer i salaten, får man en salat som skulle være kendt for et eller andet. Men det er altså bare en, jeg har fra min mor, hun har den vist fra TV-køkkenet for maaange år siden.

Wokret med kylling og hvidkål
Tredje ret: Her skal hvidkålen tilbederes i kort tid, så der stadig er bid i, så vi skal altså bruges den mens den stadig er spændstig.

500 g kyllingekød (bryst, overlår, underlår osv.)
1/4 hvidkålshoved – snittet i smalle strimler
En smule rød chili
Lidt soya
En smule farin
En anelse fiskesauce/østersauce
Lidt citronsaft
En god slat koriander
Salt og peber

Steg kyllingen i en varm pande/wok.
Tag kyllingen af panden og svits kålen på panden.
Tag kålen op og kom resten af ingredienserne på panden, vend dem lidt rundt.
Kom kålen på panden og bland med “snasket”.
Tag af varmen med det samme.

Spises med ris.


Gryderet med lam og kål
Ret nr. fire: Hvidkålshovedet er stadig i sundhedsmæssig forsvarlig tilstand, men måske efterhånden lidt slapt i det.
Så kan du lave den her, som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen:
https://sagaifarver.dk/search/label/Gryderet%20med%20lam%20og%20k%C3%A5l.
Man kan vælge at lave enten den “moderne” version eller vikingeversionen.
Den ser måske lidt kedelig ud, men ja, jeg er, som sagt, en elendig madfotograf. Det er en rigtig lækker ret.

Wellnesssuppe (eller “fedtforbrændingssuppe”)
Ret nr. fem: Har du bare brug for noget der er rigtig godt for dig, måske efter en omgang madfråds til julefrokosten? Noget som får maven til at falde til ro og dit indre system til at sige tak? Så lav denne lækre suppe. Den er i øvrigt også god at tabe sig på.

1/2 liter vand
1 løg, porre eller forårsløg
1/4 hvidkålshoved
2 dåser hakkede tomater
50 g grønne bønner (eller hvide bønner fra dåse)
100 g gulerødder
1 peberfrugt
3 stilke bladselleri
1 grøntsagsbouillonterning
Chili
1-2 tsk ingefær
Karry
Salt og peber
Sød chilisovs
Snit, hak og del og kom alle grøntsagerne i en gryde sammen med krydderier. Tilsæt vand og bouillonterning, opvarm til de simrer og tilsæt tomaterne. Lad suppen simre i 20-30 minutter.

2 Comments

  • Netop, men dem kender de fleste jo til. Jeg vil inspirere til noget nyt 🙂

  • -Og så er der jo de utallige variationer over emnet råkost, indeholdende hvidkål. :o)

Leave a Reply to Saga Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *