Håndarbejds-billed-spam

Jeg har helt glemt at vise en masse af de håndarbejdsting, jeg har lavet. Det meste er vist i slyngebarn.dk’s gør-det-selv forum, men nu tager jeg mig altså sammen og begynder at få vist det herinde igen, “herhjemme” ;).
Tingene er fra de sidste par måneder. Klar?

2 par bukser efter “Sy sejt børnetøj”

Strømper efter mønsteret ‘Strømper’ (kreativ navngivning hva…) som er mønster nr. 24 i Ingelise okt. 1999. Fantastisk ligetil mønster, som endelig fik mig i gang med strømpestrikning. Utroligt nok egentlig at jeg ikke har gjort det før, jeg har strikket i 24 år! Strømperne er i ca. str. 22-24.
Først et par i en rest regnbuefarvet Zauberball:

Dernæst et par i noget helt almindeligt billigt no-name sokkegarn. Det rødorange er de allersidste rester af Zauberball’en:

Mere no-name sokkegarn, nu med et par biler i flerfarvestrikning. Er majet majet stolt af mig selv, flerfarvestrikning er ligesom sokkestrikning noget, jeg har gået udenom længe:

Min gamle vinterfrakke var ved at have udtjent sin levetid, og den var ærlig talt også temmelig kedelig:

Meeen…..hvis man nu klippe lidt af længden. Dernæst syede den lidt ind i siderne og under armene, så den blev mere figursyet…
…og så tog det stof, man havde klippet af forneden, og lavede lommer af det. Og til sidst satte manchetter på ærmerne (lækker uldrib fra www.skipperstoffer.dk)….
Ja så har man en ikke bare brugbar, men faktisk temmelig fed jakke, skal jeg sige det selv. Og så kunne jeg bruge pengene, jeg sparede på en ny vinterjakke til at købe et par fede støvler :).

Jeg har også lavet noget kedeligt, som ikke desto mindre var et kæmpe projekt og tog rigtig lang tid:
Et stort gardin til vores panoramavinduer i stuen, så der bliver holdt på varmen om natten. Gardinet er 4,40 m bredt og er – hold fast – i tre lag! Forside i naturfarvet lærred, mellemfoer i flonel og bagside i noget brokadeagtigt stof jeg havde haft liggende længe:

Og sidst men ikke mindst har jeg lavet lidt mere frugt til samlingen. Ingen syvejledninger til dem endnu, men de kommer forhåbentlig på et tidspunkt, når jeg har regnet ud, hvordan jeg lægger noget snitmønstre ud på en måde, så I kan kopiere dem.

En skive vandmelon, lagenlærred, inderpose i pladevat og fyld af skumgummi.
Kerner tegnet på med vandfast tusch:

Nu vil jeg strikke videre på mine snydestrømper ;). Nysgerrig?

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *