Lille foldetaske

Når jeg bare lige skal et smut i byen, på et besøg, på café eller lige ned og købe noget, så gider jeg ikke tage den store pusletaske med. R skal ofte ikke skiftes på den korte tid, eller i hvertfald max. skiftes én gang. Så som regel har jeg bare taget en pose og stoppet et par bleer, nogle klude og en gylpeklud til underlag, i.

Men det må kunne gøres lidt fiksere, tænkte jeg og kreerede denne lille taske, som kan bruges som pusletaske (til 2-3 bleer, lidt klude og en creme). Den kan også f.eks. bruges som toilettaske.
Jeg har set lignende i butikker, men denne version har jeg selv fundet på:

Materialer:
– En trykknap, en sejlring, nogle bånd, eller hvad du foretrækker til lukning.
– Sytråd.
– Stof: Stort set hvad som helst kan bruges. Vælg noget der kan vaskes. Du skal bruge et yder- og et inderstof.
– Hvis du vælger kantebåndsmetoden, skal bruges min. 250 cm til 2-lommersmodellen og ca. 300 cm til 3-lommersmodellen.

To-lommers model:
Af hver slags stof skal bruge 100*30 cm (hvis du lægger mønsterdelene i forlængelse af hinanden) eller 70*60 cm (hvis du lægger mønsterdelene ved siden af hinanden).
Tre-lommers model: Af hver slags stof, skal du bruge 90*60 cm stof
Til lukning af tre-lommers modellen er det bedst at bruge bindebånd eller en hægte og bred knap, da den er noget tykkere og de holder den bedst lukket.

FREMGANGSMÅDE:
Snitmønster
Mønsteret er meget simpelt, du måler det selv ud. Tag et stykke papir, f.eks. indpakningspapir, til at bruge som mønsterpapir; det er nemmere end med det tynde mønsterpapir.

To-lommers model:
– Mål en rektangel ud på 25*55 cm. I den ene ende laver du en blød bue, der er 8 cm på højeste sted.
– Mål endnu en rektangel ud på 25*18 cm. Også her laver du en blød bue i den ene ende (brug den du har tegnet til den anden mønsterdel, så bliver de ens).
Så har du to mønsterdele, en stor og en lille.

Tre-lommers model:
– Mål en rektangel ud på 25*73 cm. I den ene ende laver du en blød bue, der er 8 cm på højeste sted.
– Mål endnu en rektangel ud på 25*18 cm. Også her laver du en blød bue i den ene ende (brug den du har tegnet til den anden mønsterdel, så bliver de ens).
Så har du to mønsterdele, en stor og en lille.

Klipning
Hvis du bruger at sy sammen og så vende, så HUSK at tilføje 1 cm sømrum hele vejen rundt på delene.
Hvis du bruger kantebånd, skal der IKKE tilføjes sømrum.

To-lommers model

Stor mønsterdel: Klip 2 stk.: 1 inderstof og 1 i yderstof.
Lille mønsterdel: Klip 2 stk.: 1 i inderstof og 1 i yderstof.

Tre-lommers model
Stor mønsterdel: Klip 2 stk.: 1 inderstof og 1 i yderstof.
Lille mønsterdel: Klip 4 stk.: 2 i inderstof og 2 i yderstof.
(NB! Hvis du ønsker at bruge den på væggen som “hænge-lommer”, så klip også noget kraftigt vlieseline til at stryge bag på yderstoffet)

Nål delene sammen.

Syning
Her er der ingen forskel på 2-lommers og 3-lommers modellerne.
Start med at zigzagge hele vejen rundt, uanset hvilken metode du har valgt.

Sy-sammen-og-vend-metoden
Sy hver af mønsterdelenes inder- og yderstof sammen hele vejen rundt. Det gøres ved at
– lægge delene ret mod ret, sy dem sammen, men lad et hul være.
– (Stryg evt. vlieseline på yderstoffet)
– Vend ud på retten. Ret stoffet godt ud i kanterne.
– Sy derefter en smal stikning hele vejen rundt (så lukkes vende-hullet samtidig):


ELLER
kantebånds-metoden– (Stryg evt. vlieseline på yderstoffet)
– Læg hver af mønsterdelenes inder- og yderstof vrang mod vrang (altså så retten vender udad) og
– sy kantebånd på hele vejen rundt, så sys delene samtidig sammen:



Syning af nederste lommeEns for både 2- og 3-lommers modellen.
Fold de nederste 18 cm på den store mønsterdel, op. Sy en lige stikning i siderne, så der opstår en lomme:




Syning af 2. lomme.


Design/udtryk
– Vil du have en lomme i hver farve: Læg både den store og den lille mønsterdel med det lilla/brune stof (eller hvad du nu har valgt) opad mod dig. Så vil hver lomme have hver sin farve; det, der er inderstof på den nederste lomme og på den store mønsterdel, er yderstof på den lille mønsterdel.
– Eller hvis du vender den lille mønsterdel så det, der er yderstof på den store del (bilerne/fårene) også er yderstof på den lille mønsterdel, så kommer det samme stof til at være yderstof overalt.

Placering
Nu skal tungen holdes lige i munden:
Tag den lille mønsterdel og læg den på den store, så den lille mønsterdels klap vender nedad. Klappen på den lille mønsterdel passer over den nederste lomme og kommer til at fungere som klap for den nederste lomme.
Overkanten af denne mønsterdel skal være 18 cm over overkanten på lommen under den.
NB! Den øverste lomme (2. eller 3. lomme alt efter om du laver 2- eller 3-lomme modellen) ender med vilje 1 cm nedenunder klappen på den store mønsterdel, fordi den skal passe over alle de foldede lommer. Så du skal IKKE flytte den lille mønsterdel opad, for at få den til at passe til den øverste klap. Bare sørg for, at mønsterdelen passer til lommen under den.

Marker evt. med et kridt på tværs henover, hvor der skal sys i bunden ovenover klappen, så er det nemmest at sy lige:

Nu skal der sys:
Sy mønsterdelen på i begge sider og langs bunden ved kridtmærket (men ikke over toppen, der er lommeåbningen jo). Pas på ikke at komme til at sy over den nederste lommes overkant:



Syning af 3.lomme

Hvis du syr 3-lommers modellen, så sys den anden lomme på, på samme måde som 2.lomme, overkanten skal være 18 cm over overkanten på lommen under den:

Finish
For at klappen på den store mønsterdel skal bukke pænt, syr man tværs henover klappen på den store mønsterdel, ca. 1 cm over den øverste lommes overkant. Den sys altså ikke sammen med noget, man syr bare tværs over.

Lukning
Nu er du stort set færdig, der skal der bare en lukning på.
En tryklås, en magnetlås, en hægte og en bred knap (som på en duffelcoat), to bånd eller hvad man nu foretrækker.
– Er du tilbøjelig til at overfylde, kan båndene anbefales, de hopper ikke åbne som låse.
– Hvis den skal kunne hænge, kan man sætte en stor sejlring i klappen og en bred knap til at lukke med. Når tasken så er åben, kan man hænge den op i sejlringshullet.

Jeg har på de to modeller, jeg har lavet, brugt en stor tryklås som lukning på den ene.
På den anden en trense og en bred knap.

To bånd er også en gode idé (men jeg havde ikke mere bånd, så derfor lavede jeg trense-og-knap-versionen i stedet, som også fungerer rigtig godt).

Tilbehør
Jeg har lavet et pusleunderlag til tasken. Det er 60*32 cm. Jeg folder én gang på tværs og to gange på langs, så passer det lige ned i en lomme.
Det er lavet med et lag frotté med gummibagside, ét tyndt lag pladevat og et lag bomuld til bagside. Man kunne også lave det med noget lækkert velourstof el.lign. øverst, men husk at inkludere et vandtæt lag, f.eks. tekstildug eller voksdug (ikke øverst).

Alle tre lag zigzagges sammen rundt om, og sys derefter sammen ved at sy kantebånd på langs kanten.

Hvis man ønsker at lave et tykkere underlag (med et tyndt lag skum eller flere lag pladevat i midten), skal det kun være 46*32 cm, så kan det nemlig kun foldes én gang på tværs og én gang på langs.

Og så er du færdig! Vupti! Klar til at hapse og tage på smuttur med baby :).

Billeder af den færdige taske:
Lukket:

Åben, med klapperne oppe:

Åben, med klapperne nede:


I én lomme kan der være 3-4 engangsbleer (eller 1 stofble) og en gylpeklud.
Eller diverse klude og cremer osv.
Eller et pusleunderlag på 48*34 cm foldet to gange.
Man skal ikke overfylde den, hvis den skal beholde konvolutformen:

6 Comments

  • Takker for lækker DIY! Godt der er SB, ellers havde jeg aldrig fundet den!

  • Super smart! Skal da lige i gang med et par toilettasker… eller 3 😉

  • Jo, jeg tænkte faktisk på det med hank, men kom fra det igen. Tak fordi du mindede mig om det.
    Jeg fikser lige et billede med den idé til hank, som jeg havde.

  • Super ide, tak. Og god tutorial. Måske kan jeg foreslå en lille hank, så kan man lige smide den over styret på klapvognen eller skulderen?

  • Fantastisk! Og meget pædagogisk vejledning. 🙂 Jeg vil også kaste mig over projektet! Tak fordi du deler. 🙂

  • Hvor ER du bare for SEJ! Tusind tak 🙂 Tror jeg vil have lavet et par stykker af dem 🙂 De kan da bruges til mange smarte ting 🙂

Leave a Reply to Anonym Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *