Nå, hvordan gik det så med mit Reverse Packing Party (RPP), og hvad handler det om?

Koncept
Et “Packing Party” er at man pakker alle sine ting væk, og så kun pakker det ud igen, som man har brug for. Det man ikke har pakket ud efter et stykke tid, giver man væk.
Jeg har mange ting. Jeg har ikke rigtig noget sted at pakke ting væk til. Og jeg har en søn, som gerne skal have et rart hjem at være i, og alt i kasser ville nok være stressende og forvirrende for ham. Desuden kan jeg simpelthen ikke forestille mig, at jeg ville orke at bruge den ekstra tid på hele tiden at lede efter og pakke ud og sætte på plads.

Så jeg fandt på noget andet: Reverse Packing Party.
Konceptet er superenkelt: Jeg pakkede det væk, som jeg *havde* brugt. Efterhånden ville der så kun være det tilbage, som jeg ikke havde lyst til at bruge.

Jeg besluttede mig at afprøve det på mit klædeskab først (og næste “party” skal være køkkenet).

Navnet
Da minimalister fandt på packing party, var det i forbindelse med at folk flyttede, og så valgte man kun at pakke det ud fra flyttekasserne, som man havde brug for. Så på dansk kan man vel kalde det FlytteFest.
Og så er mit koncept en Omvendt Flyttefest.

Regler
– Jeg vaskede tøjet, når jeg havde brugt det, og satte det derefter af vejen i IKEA-poser. Til næste omgang sætter jeg en stor flyttekasse i bryggerset, hvor jeg ikke behøver at kigge på den hele tiden.

– Undertøj var undtaget, fordi jeg i forvejen kun havde noget, jeg brugte. Hvis du har en masse blondesager eller hullede boxere, der ligger og bliver støvede, er det måske værd at inkludere undertøj.

– Jeg undtog en mindre kategori af to varme uldsweatre, mine uldne under-shorts og uldstrømper. Jeg lavede RPP midt om vinteren, og jeg ville altså ikke fryse for konceptets skyld.

– Når jeg ikke havde mere tøj i en bestemt kategori (eks. cardigans eller bukser) måtte jeg undvære. Det tvang mig til at være mere kreativ i mit tøjvalg. Valgte jeg altid cardigans? Uden dem måtte jeg forholde mig til, om jeg rent faktisk havde lyst til at bruge mine pullovers.

– Hvis du har brug for én kategori for at kunne bruge en anden, så kan du reintroducere, men lad det ikke blive en glidebane (Eks. du bruger altid undertrøjer under skjorter, og du løber tør for undertrøjer, før du løber tør for skjorter).
Jeg løb tør for tøj til underkroppen, før jeg løb tør for tøj til overkroppen. Så der reintroducerede jeg nederdele, bukser og strømpebukser, så jeg kunne færdiggøre projektet mht. til overkrops-tøj også.

Hvordan gik det?
Det tog tre måneder at gennemføre. Det gjorde så stor forskel, at yndlingstøjet ret hurtigt forsvandt. Nu var jeg tvunget til at se på det tøj, der var tilbage, og forholde mig til det:
Vil jeg rent faktisk gå med dette?
Vil jeg ikke bruge det, selv når det er det eneste, der er tilbage?
– Først røg det tøj, som jeg egentlig ikke brød mig om.
– Derefter det, der ikke sad ordentligt eller var en forkert størrelse.
– Men én ting rykkede især: At få nye øjne på det tøj, som egentlig var pænt nok, sad godt nok, og som derfor havde overlevet tidligere udrydninger. Men tøj som bare ikke lige var DET, og som jeg ikke brugte.

Nu er det kun er tøj tilbage, som jeg rent faktisk har lyst til at gå med. Jeg lægger nogle gange mærke til, at jeg forventer en gammel følelse, når jeg åbner klædeskabet: At tro, at jeg skal bruge mental energi på at tænke på, hvad jeg *ikke* har lyst til at tage på. Og så opdager jeg, at det behøver jeg ikke. For jeg kan lide det tøj, der er.

Jeg ryddede rigtig meget ud! Når jeg regner sammen, er det lige omkring 100 stykker tøj. Jeg har nu omkring 150 stykker tøj tilbage. (Nej, det er ikke en capsule wardrobe, men det har jeg heller ikke lyst til).

Sådan ser det ud nu. Det med tøjet i kasser har jeg gjort i et par år. Jeg kan se alt og det er virkelig svært at rode.
Mine billeder er ikke poleret Instagram, men det er også indholdet, der er vigtigst: Nemlig at jeg nu elsker det tøj, jeg har.

Det er mjød og æblemost hvis du undrer dig

 Mit “bøjletøj”. Min erfaring er, at hvis jeg har det i et skab, så glemmer jeg det. Så derfor har jeg det på et åbent garderobestativ.

Opdagelser
Jeg gjorde nogle opdagelser om mine tøjvaner, og det var fedt, at projektet også inspirerede til at tænke nyt:
– Jeg har det med at bo i tætsiddende langærmede T-shirts, med A-nederdele til. Jeg “opdagede” at jeg faktisk har en del skjorter og bluser – som jeg vel at mærke godt kan lide og gerne vil bruge.
Jeg er blevet mere opmærksom på at bruge noget af det andet fede tøj jeg har, og ikke bare gribe efter “uniformen”.

– Jeg kan godt lide bluser med 3/4 ærmer. Jeg synes at de er elegante og feminine. Men min krops temperaturregulering kan ikke finde ud af dem, jeg ender altid med frosne underarme. Så selvom det var fint og godt tøj, så brugte jeg dem bare ikke. De røg alle sammen.

– Jeg går ikke op i mode. Eller, det gør jeg, men mere de langtidsholdbare tendenser end de kortvarige denne sæsons mode. Selvom jeg synes at en bluse med blondeskuldre eller “kolde skuldre” er flotte, så bruger jeg den simpelthen ikke. Jeg foretrækker mere klassisk tøj.

– Jeg har brug for kjoler. Sikke en dejlig overraskelse.
Jeg har egentlig mange kjoler, men det er sommerkjoler. Og ikke den slags sommerkjoler, som man kan bruge i køligt vejr med et par strømpebukser og en trøje. Men meget lette, tynde kjoler med tropiske mønstre.
Så jeg skal da have kjoler, og jeg er allerede gået i gang med at sy nogle 🙂

– Jeg hader bukser. Jeg kan simpelthen ikke bruge almindelige bukser, de sidder ikke godt på mig (S/M i taljen og L/XL om hofter/bagdel og langt liv). Jeg kan sikkert godt finde nogle, måske i de mærker der laver tøj til afrikanske kvinder, men jeg kan lige så godt droppe at finde nogen i butikkerne.

– Hvis der er noget tøj, som ikke er helt rigtigt, men som med små ændringer kunne blive det, så skal jeg smide dem i redesign-skabet med det samme, eller hænger de bare ubrugte i klædeskabet til evig tid.

– Jeg løber ikke tør for tøj. Jeg var forbløffende nok af og til bange for, at hvis jeg skilte mig af med dette eller hint tøj, så ville jeg ikke have noget som helst at tage på. Men jeg kan med lethed skille mig af med masser af tøj og stadig have rigeligt.
Og skulle jeg hypotetisk stå uden tøj, så er der masser af tøj i genbrug.
Det føles lidt som følelsen af, at man hellere må købe økonomitilbuddet, eller købe mere til spisekammeret, fordi man ubevidst er bange for at sulte… i Danmark… med socialt sikkerhedsnet og butikker, der har åbent til kl. 22 hele ugen. (Jeg ved godt at der er mange, der har det hårdt også i Danmark, men vi er trods alt ikke nødt til at overleve på uregelmæssige forsyninger af sække med ris fra UNESCO).
Jeg kommer ALDRIG til at mangle tøj her i Danmark.

Opdateringer undervejs:
Del 1
Del 2
Del 3
Del 4
Del 5
Del 6