Ugens Sparetip: Lav en liste og hav tålmodighed

Du vil gerne have bestemte ting, og du kan ikke finde dem billigt. Hvad så? En løsning er at undvære, en anden at bruge for mange penge på tingene.
Men der er en tredje løsning: Lav en liste, og vent til du finder tingene.

1. Hvad vil du have? Hvilken konkret ting drejer det sig om?
– Jeg ville gerne have et strygejern.
2. Er det nødvendigt? Har du brug for det? Har du noget andet tilsvarende eller lignende, du kan bruge i stedet for at købe det? Kan du lave det selv?
Læs din liste jævnligt, og overvej om tingene stadig skal være på listen. Når lysten til tingen kommer på afstand, kan det være, at du opdager, at tingen ikke var så nødvendig for dig, som du troede.
– Det strygejern, jeg havde, faldt fra hinanden (bogstaveligt). Jeg har en del tøj, der skal stryges, og bruger også ofte strygejernet, når jeg syr tøj.
3. Vær præcis med detaljerne. Det er nemmere at finde, hvad du leder efter, når du selv ved det præcist.
– Dampstrygejern. Let og ergonomisk. Nemt at holde sålen ren (helst selvrensende). Og sluk-hvis-ikke-i-brug-funktion.
4. Hvad er du villig til at betale for det? Hvad synes du er rimeligt? Hvor meget har du at bruge på det?
– Max. 300 kr.
5. Skal det være et bestemt mærke, eller en bestemt model?
Hvis du vil have et særligt mærke/model/type, så vær ærlig overfor dig selv omkring det. Lad dig ikke nøjes med noget, du kommer til at fortryde.
– Jeg havde et Melissa, og det rustede fra hinanden. Det nye skulle ikke være et bestemt mærke, men skulle være et kvalitetsmærke, og ikke supermarkedsmærke.
6. Hold ved. Vær villig til at leve et stykke tid uden det, du søger, til du finder det helt rigtige.
Du føler dig måske fristet til at nøjes med….Nej, lad være med at få den vej. Du ender med at købe kompromiset, ærgre dig over det, og bagefter købe den rigtige når du finder den.
– Jeg holdt øje med tilbud og udsalg og tjekkede brugtsider. Længe. Og mit gamle strygejern var efterhånden halvfarligt at bruge.
Til sidst fandt jeg et lækkert Tefal strygejern, der levede op til alle mine krav, sat ned fra 800 kr. til 299 kr. Og jeg er så glad for det (og er ikke sponsoreret).

I dag fandt jeg en anden ting, jeg havde på min liste: “En højhalset hvid skjorte med blonde på skulderpartiet og med detaljer på forstykket. Egnet til såvel arbejdsbrug som til fest, alt efter styling.”
Og så var den der i dag. ENDELIG, jeg havde næsten givet op. Fundet til 38 kr. i Røde Kors. Jubii!

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *