Have-indretnings-brainstorm

Så har vi jo fået have og bæstet skal have en omgang, når sne og frost engang er gået af jorden. Jeg har en masse idéer, men kan godt bruge flere, især nogle til hvordan jeg gør haven børnevenlig/børnesjov. Har I lyst til at hjælpe mig med lidt havedrømme?

Jeg har allerede en kolonihave, så jeg kan godt finde ud af ret mange af havens opgaver i forvejen – og ved hvor lang tid ting tager. Jeg kan godt lide at bruge tid i haven, så det behøver ikke at være vedligeholdelsesfrie idéer.

Det er en rækkehushave, lidt aflang, på ca. 250 kvm. Ned mod huset er der en terrasse, et skur og en stor busk. Resten er græs. Længst væk er der en havelåge, der skal være adgang til. Vi kan ikke lave alt for voldsomt om (træer, overdækninger), men jeg vil gerne have lidt “højde” på haven.

Når man kigger ud af huset, så ligger haven mod vest. Højre side af haven får dermed markant mere sol end den venstre, der bliver skygget af hækken.

Jeg er mest til spiselige planter; grøntsager, krydderurter, spiselige blomster, bær osv.

Jeg har fået “påbud” om at mindst halvdelen af haven stadig skal være græs.

– Jeg har planlagt at plante humle og brombær op ad skuret, evt. på armeringsjern.

– Jeg vil have nogle store krukker og evt. en plantereol på terrassen. Desuden et lærredssejl (trekantet).

– Jeg vil gerne have nogle hævede bede til jordbær, grøntsager, blomster og hvad jeg nu får lyst til at dyrke (har en lang liste over hvad jeg har tænkt mig af planter, den bliver I lige forskånet for).

– Jeg kunne godt tænke mig at lave et geometrisk krydderurtebed f.eks. hjulformet med eger (så der er “lagkagestykke”-formede bede) eller en anden sjov form.

– Der skal være nogle bærbuske (tænker at man kunne lave en lille hule inde i et bærbuskads).

– For at få lidt højde vil jeg placere nogle pile”tipier” med klatreplanter opad.

– Rabarber fordi de smager godt og er sjove for børn med det kæmpestore blade.

– Kæresten vil bare gerne have et bålsted, så vi køber et bålfad til at have stående på terrassen.

Hvad mere?

“I skal da have et legehus Sådan et fint et, med altankasser med fine blomster. Vi har bygget vores legehus mellem tre store gamle æbletræer, i det ene hjørne af haven. Mod vest (ind mod hestefolden) har vi lavet et groft raftehegn, og plantet to blåregn ved, som skal lukke det helt af. Derudover har vi klatreroser og tallerkensmækker til at gro indimellem det. Og så en stor sandkasse. De bruger tiiiimer i den sandkasse og i det hus. Der er klatrestige i et af æbletræerne. Gynge i et andet træ. Vi har også det traditionelle gynge-rutchebanestativ andetsteds i haven, men det er nu ikke for kønt at se på Men rutchebanen er også et hit.

Vi har også lidt sanseplanter i krukker ved legehuset om sommeren. Et hit er jordbær, ærter, stedmoderblomster (fordi de bare blomstrer endnu vildere, jo flere der bliver plukket af dem), og ikke mindst chokoladeblomster -dem synes de altså er sjove (og jo, de dufter helt vildt af chokolade). Har man plads, fås der jo mange flere spøjse duftende eller velsmagende planter.

Ellers er en gyngesofa eller hængekøje jo også både børne- og voksenvenlig.

Nu har vi en kæmpehave, så jeg kan jo bare plapre løs om alt det vi har, men noget andet vi er meget glade for, er vores granhjørne. Der er et helt specielt miljø i sådan nogle graner, skønne dufte, tæt skov (ja, der skal ikke mange kvadratmetre til, før børnene synes det er en skov), lækker blød mosbund. Og ikke mindst solsortereder i børnehøjde. Måske i kan være heldige at lokke et egern til? Og så gror de hurtigt. Vi har nogle år til jul købt et lille grantræ (sådan ca. 1 m højt) til at stå i krukke uden før døren med lyskæde i. Efter jul planter vi den op i granhjørnet, og der er godt fart på sådan en. Ellers “plukker” vi nogle gange et lille grantræ i en skov, når vi har været på ferie, og tar med hjem. Det er et sjovt minde at have.

Og forskellige siddepladser i alskens afskygninger hist og pist.

Men nu ved jeg jo ikke, om du er til den friserede have, eller den mere “naturlige” vilde have. Vi har syrenhæk omkring hele haven, fordi det passer godt til vores “vilde” skovagtige have, men den kræver noget plads. Til gengæld er der ikke noget der slår duften i maj/juni måned, når luften står stille og insekterne svirrer.

Og sidst, men ikke mindst: fuglekasser en masse! “

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *