Smilebukser / monsterbukser

Designet af Stine L. Larsen


Strikkede bukser med et sødt og farligt monstersmil på rumpen.
Begge versioner har mere plads bagtil, så der er god plads til bleen.

NB! Jeg har tjekket og gennemtjekket opskriften, og gennemgået den forfra og bagfra, og jeg og teststrikkere har strikket de fleste af størrelserne. Men der KAN der være fejl eller ting, jeg har overset. Så læs opskriften kritisk, og giv mig gerne feedback på uklarheder :).

Hvis du vil strikke et par bukser uden smil, ligger den opskrift her.

Størrelser:
1-3 mdr. [6-9; mdr.; 12-18 mdr; 2 år; 3-4] år.
Str i cm: 56-62 [68-74; 80-86; 92-96; 100-104]
Bukserne er store i størrelserne.

Strikkefasthed:
20 m x 24 p = 10 cm.

Garn:
F.eks.
-Karisma fra Garnstudio. Det kan f.eks. købes på filato.dk (De linker til min opskrift, så jeg linker til dem. Jeg tjener ikke noget på det).
-Lima fra Hjertergarn
-Peru Uld fra Grønhøj garn
-Peruvian Highland Wool fra Filcolana.

Du skal bruge:
– 2 [2, 3, 3, 4] nøgler á 50 g i buksefarven
– 1 nøgle i stribefarven
– 1 nøgle rød
– Samt rester i hvid og sort til øjnene.

Pinde:
– Strømpepinde eller korte rundpinde nr. 3,5 (til ribkanten) og 4 (til kroppen).
– Strømpepinde nr. 4 (til benene).

Fremgangsmåde:

TALJE
Slå 108 [112; 116; 120; 134] m op på rundp 3,5 i buksefarven.
Sæt en markør ved omgangens start, så er det nemmere at holde styr på hvor langt, du er nået.

Strik rib: *2 r, 2 vr* over 6 omgange.
Lav en omgang med en række huller ved at strikke * 2 r, 2 vr sm, slå om*. Gentag fra * til * resten af omgangen.
Strik yderligere 6 omgange *2r, 2 vr* rib igen.

Nu strikkes:
ENTEN (til papirsbleer og små stofbleer): Skift til rundp. 4 og strik 1 omg ret.
Samtidig tages der 14 [16; 16; 16; 16] m ind jævnt fordelt = 92 [96; 100; 104; 108] m.
ELLER (til større stofbleer/natbleer): Skift til rundp 4 og strik 1 omg ret = 108 [112; 116; 120; 134].

LIV

Strik glatstrikning (alle pinde ret) på rundpind nr. 4 og strik 6 [8; 9; 9,5; 10] cm lige op.

SMIL
Sæt tre markører på
– Èn markør, der markerer omgangens start.
– To markører, der markerer hver side. Dvs. at de er 1/4 og 3/4 henne ad omgangen.

Strik således, mens du sætter markørerne på:
ENTEN (til papirsbleer og små stofbleer): Markør, strik 23 [24; 25; 26; 27], markør, strik 46 [48; 50; 52; 54] m, markør.
ELLER (til større stofbleer/natbleer): Markør, strik 27 [28; 29; 30; 34], markør, strik 54 [56; 58; 60; 68] markør. Stop nu med buksefarven, her 3/4 henne ad omgangen.

Når du skal strikke højere bagtil, skal du ikke strikke rundt, men
strikke frem og tilbage. Strik altså maskerne på vrangsiden vrang, og
maskerne på retsiden ret.
Du lader maskerne i buksefarven hvile, og strikker en bue i det røde garn.

Du stoppede 3/4 henne ad omgangen, ved den sidste sidemarkør.
Nu skal buksen strikkes højere bagtil med rødt garn:


– Strik ret hen til sidemarkøren i den anden side.
– Sæt næste m over på højre pind, tag garnet frem mellem pindene, sæt masken tilbage på venstre pind, og tag garnet tilbage igen.
– Vend
– Strik vrang tilbage til midten og hen til markøren i den anden side
– Sæt næste m over på højre pind, tag garnet frem mellem pindene, sæt masken tilbage på venstre pind, og tag garnet tilbage igen.
– Vend.

Nu skal til til at strikke 3 m færre i slutningen af hver pind.
Det gør du ved at strikke 3 m færre, end du strikkede nedenunder på pinden før. Så sætter du  den næste m over på højre pind, tager garnet frem mellem pindene, sætter
masken tilbage på venstre pind, og tager garnet tilbage igen.
– Vend.

– Fortsæt således med 3 m færre for hver pind. De er altså gradvist kortere og kortere. Strik i alt 10 pinde med rød på denne måde. De 10 pinde tælles midt på smilet.

Antal masker tilbage midt på smilet:
ENTEN (papirsbleer og små stofbleer): 18 [20; 22; 24; 26] m.
ELLER (større stofbleer/natbleer): 26 [28; 30; 32; 40] m

– Strik nu vrang helt hen til den første sidemarkør. Tag de omsnoede stykker garn med op på pinden, efterhånden som du kommer til dem, og strik dem sammen med masken over dem, som om de var én maske.

– Sæt næste m over på højre pind, tag garnet frem mellem pindene, sæt masken tilbage på venstre pind, og tag garnet tilbage igen.
– Vend
– Strik derefter ret hele vejen tilbage til den anden markør. Tag de omsnoede stykker garn i den sidste halvdel af smilet på på pinden, og strik også dem sammen med maskerne over dem.

– Stop nu med det røde garn.

– Tag sidemarkørerne af, men behold den der markerer omgangens start.

LIV FORTSAT
Skift til buksefarven igen.
Start ved smilets begyndelse (3/4 henne ad omgangen, der hvor sidemarkøren var). Strik resten af omgangen.

Strik rundt igen, til du har strikket 7 cm efter smilet.

På den sidste omgang sættes en markør på halvvejs henne ad omgangen, dvs. ved:
ENTEN papirsbleer/små stofbleer: 46 [48; 50; 52; 54] m.
ELLER større stofbleer/natbleer: 54 [56; 58; 60; 68] m.

Tag ud nu på hveranden omgang, altså 1 omgang med udtagninger, og 1 omgang uden udtagninger. Det gør du således:

Tag to masker ud ved den markør, der markerer omgangens start, og to masker ud samme ved markøren halvvejs henne. Du tager en maske ud på begge sider af markørerne.

Det gentages altså hver 2.omg, i alt 4 [5; 5; 6; 6] gange =

ENTEN papirsbleer og små stofbleer: 108 [116; 120; 128; 132]
ELLER større stofbleer/natbleer: 124 [134; 136; 148; 154] m.

På næste omg lukkes der 6 m af midt foran og midt bagpå (dvs 3 m på hver side af mærkerne) = ENTEN papirsbleer og små stofbleer: 48 [52; 54; 58; 60] m på hver ben.
ELLER større stofbleer/natbleer: 56 [61; 62; 68; 71] m på hver ben.

BEN
Nu skal du til at strikke benene.

NB! Du kan tilpasse længden på benene ved at undlade eller tilføje
striber, eller ved at strikke det nederste perlestrikkede stykke længere
eller kortere.

Del arbejdet.

– Den første halvdel er fra starten af omgangen og halvvejs rundt (til markøren), sættes på strømpepinde eller en kort rundpind.

– Den anden halvdel er derfra og til omgangens slutning, disse masker sættes på en tråd.

Hvert ben strikkes nu færdig for sig (strikkes rundt). Sæt en markør på indersiden af benet ved omgangens start. Her tages ind ved lårene for at gøre buksebenene lidt smallere.

Start nu med indtagning:
Der tages 1 m ind på hver side af mærket, altså 2 m for hver omg.:
– Tag ind således efter markøren (i starten af omgangen): Tag 1 m løs af p, som om den skulle strikkes ret, 1 r, løft den løse m over m, du strikkede r.
– Tag ind således før markøren (i slutningen af omgangen): 2 r sm.

Gentag indtagningen på hver 2. [3.;4.; 5.; 6.] cm totalt 1 [2; 2; 2; 3; 3] gange =
ENTEN papirsbleer/små stofbleer: 46 [48; 50; 52; 54] m
ELLER større stofbleer/natbleer: 54 [57; 58; 62; 65] m

SAMTIDIG, når benet måler 4 [4; 4; 5; 6] cm, skiftes til stribefarven og samtidig med indtagningerne strikker du *7 omg. stribefarve, 7 omg. buksefarve*, gentag fra * til *.

Når du er færdig med indtagningerne fortsætter du i striber, indtil du har strikket 3 [4, 5, 6, 7] striber i stribefarven.

Skift til buksefarven, og strik én omgang ret.

Strik derefter perlestrik over 3 [2,5; 2,5; 1,5; 4,5] cm.
Perlestrik strikkes således:
1.omg.: *1 ret, 1 vrang* hele omgangen
2. omg.: *vrang, 1 r* hele omgangen

Luk af.
Benene måler 22 [26; 28; 34; 38] cm.

Broder tænder og øjne på med maskesting. De kan laves, som du selv har lyst til, brug fantasien: Store øjne, små øjne, søvnig. Store eller små, mange eller få tænder.


Sæt evt. en snor i taljen.

Du er velkommen til dele denne opskrift, men krediter mig som skaberen af dette mønster.
Denne opskrift må ikke gøres til genstand for salg eller anden kommerciel udnyttelse.

19 Comments

  • Det kommer an på, hvilken størrelse, du strikker. Smilet starter med at være over halvdelen af maskerne og du strikker gradvist færre masker, til der er 28 færre.

    Nu har jeg tilføjet, hvor mange masker, der er til sidst, når du har strikket 10 pinde smil.

  • Hej Saga,

    Jeg er ved smilet, kan slet ikke forstå det. Når man strikker 3 færre masker, hvor mange vil der så være når man har strikket 10 pinde?

  • Hvor er du sød
    Skal gerne sende et billede når broderingen er færdig 🙂

  • Jeg er stolt af dig 🙂
    Hvis du har lyst, vil jeg gerne vise billeder af dine smilebukser her på bloggen, som en anerkendelse af din indsats.

  • Done 🙂
    Nu kun en hurdle mht at brodere 😀

  • Jeg beundrer at du bliver ved, selvom det er svært for dig.

    Du skulle gerne have to markører: En der markerer omgangens start, og en halvvejs henne.

    Du lukker 6 masker af ved omgangens start: 3 før markøren, tag markøren af, 3 efter markøren. Du lukker af, som når man lukker af ved slutningen af et strikketøj.
    Og så gør du det samme halvvejs henne, lukker 6 masker af på samme måde.

    Nu har du så to dele. Det er hvert sit ben.
    Du trækker en tråd igennem det ene bens masker og lader dem være, mens du strikker resten af maskerne til det andet ben.

  • Nå jeg fik lavet smil, jeg har strikket 7 cm og jeg har taget ud, men så er jeg desværre også lost 😉 Jeg har 120 masker
    Hvor skal jeg lukke af og hvordan deler jeg op 😉

  • Jeg laver lige et smil i løbet af næste uges tid og tager billeder af det. Jeg vil gerne have at opskriften er så brugervenlig som mulig.

  • Jeg har set på pinden, men forstår det simpelthen stadigvæk ikke 🙁
    Jeg forstår godt vende række systemet, men det her er ikke lige feset ind so Sorry
    Credit for du gider alle de dumme spørgsmål 😉

  • Tjek denne video, hvor du kan se, hvordan venderækker fungerer:
    https://youtu.be/j8DMH6CAp9M

    Du skal strikke 10 gradvist kortere pinde med rød. Og så til sidst én pind rød henover alle de korte pinde.

    Måske laver jeg en billedvejledning.

  • For at få det skåret ud i pap så lader du de 3 masker blive siddende?
    Det er stadig lidt uvist hvordan jeg lige takler den del
    Mht vende strikket er det rigtigt det er 3 gange jeg skal det ( ret, vrang, ret)

  • Nej, du skal bogstavelig talt strikke færre masker. Maskerne i buksefarve bruger du slet ikke, mens du strikker smilet.

    Forstil dig at du slet ikke har maskerne i buksefarven. Du skal strikker et stykke frem og tilbage (ikke rundt!) i rød. Dette stykke har gradvis færre masker.

    – Du starter med at strikke med rød fra den ene sidemarkør til den anden.
    – Så strikker du en pind med 3 masker mindre i hver side.
    – Det fortsætter du med, til du har strikket i alt 10 sådanne pinde med gradvist færre masker.
    – Til sidst strikker du en pind rød fra side til side henover alle de kortere røde pinde.
    – Og så fortsætter du rundt i buksefarve igen.

    Jeg vil anbefale dig at læse indlægget (og se videoen) om venderækker på "På pinden": http://www.paapinden.dk/strik/venderaekker-med-fold-om-og-vend-metoden

  • Hej Saga,
    Vildt skønne bukser.
    Jeg er gået i stå i starten af smilet, hvor der står man skal tage 3 færre masker i hver side i løbet af de næste 10 pinde.
    Vil det sige at man så strikker 3 masker i buksefaven i hver side af smilet og de andre med rød??

    På forhånd tak:)

  • Der er tre markører.
    – Èn markør, der markerer omgangens start.
    – To markører, der markerer hver side.
    Dvs. at der er markører ved starten, samt 1/4 og 3/4 henne ad omgangen.
    Det er den, der er 3/4 henne ad omgangen, du skal starte vendemaskerne ved.

    Når du skal strikke højere bagtil, skal du ikke strikke rundt, men strikke frem og tilbage. Strik altså maskerne på vrangsiden vrang, og maskerne på retsiden ret.

  • Hej er nybegynder i strik.
    På et tidspunkt skal jeg strikke højere bagtil, men jeg forstår ikke helt det afsnit, hverken at jeg skal starte ved nummer to markør og skal strikke ret hen til næste, så skal jeg jo strikke baglæns ret? Omvendt kan jeg heller ikke starte ved de første for at strikke normal ret, uden at skulle flytte alle maskerne først?
    Håber det giver lidt mening.

  • Ingen spørgsmål er dumme. De 9,5 cm skal strikkes i glatstrik. Når man strikker rundt, er glatstrik at man strikker ret på alle pinde.
    (Hvis du strikkede frem og tilbage, ville glatstrik være at strikke skiftesvis ret og vrang)

  • Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

  • Som der står skrevet i opskriften, broderes de på med masketing til sidst.
    Du kan se her, hvordan man gør: http://www.paapinden.dk/strik/broderi-med-maskesting

  • Hvornår og hvordan strikker jeg øjne og tænder?

Leave a Reply to Saga Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *